At slutte fred med min krop

For nogle måneder siden. Var jeg til et foredrag om kroppen hos dygtige Kirk Rønler. Hun er danselærer. Foredragsholder. Og kåret som en af de 100 mest inspirerende kvinder i 2016 af Femina. Jeg forstår det godt. Her har jeg måtte bruge måneder på at processe hendes budskab. Om vitterlig at slutte fred med kroppen. Min krop. Ikke alle mulige andres. Men MIN krop. Og de berømte 5 kilo for meget. Som nok i mit tilfælde nærmere er 15 kilo for meget.
Som yin yoga lærer er jeg vandt til at se på kroppe. Helt ærligt kan jeg altid finde noget skønt. Og smukt hos andre. Uanset form. Og størrelse. Jeg elsker at bringe det bedste frem i andre. Det har altid været sværere at gøre det samme for mig selv. At finde det smukke i min krop. Bare sætningen. Har fået øjnene til at rulle. Og maven til at vende sig.
Ind til her den anden dag. Hvor det slog mig. At det jeg først og fremmest. Havde behov for at slutte fred med. Er det faktum at jeg har en krop. Og at den har behov. Som jeg skal lytte til. Hele mit liv har jeg bekæmpet det faktum. At jeg har en krop. Det lyder måske åndsvagt. Men jeg har altid følt at min krop stod i vejen for min sjæl. At den stod i vejen for at jeg kunne leve mit liv. Sådan rigtigt. Sådan som det var meningen.
Vi er alle sjæle i en krop. Et hylster. Som vi har valgt af en årsag. Nemlig at den skal give os nogle helt specifikke oplevelser. Som former vores sjæl. I mit tilfælde blev jeg syg. Sådan rigtig syg. Stresset. Astmatisk. Medicinkrævende. Speciallægekrævende. Fordi jeg levede mit liv i hovedet. Hvor jeg både havde fået koblet hjerte og sjæl af. Fordi det var den eneste måde jeg kunne finde ud af at være i mit job som farmaceut på.
Så min vej tilbage blev gennem yogaen. Meditationer og healing. Alt sammen med det formål at koble hjerte og sjæl sammen med hovedet igen. Min krop var stadig bare det hylster det hele var i. Det jeg opnåede var at blive både diagnosefri og medicinfri. Så kroppen havde det bedre. Da jeg fik samling på alle delene af mig selv.
Så det er først nu. Måneder efter jeg fik lyttet til Kirks mange pointer omkring. På hvor mange mærkelige. Mulige. Og umulige måder. Vi bekæmper vores kroppe på. Gennem slankekure. Sultekure. Hvor grimt vi egentlig taler til den. At det er gået op for mig. Hvor jeg har bekæmpet min krop allermest. Og det var ved. At den overhovedet var til.
For uden kroppen havde jeg ikke været så syg. Uden den var jeg ikke altid i kamp om den mad jeg spiser. Hvordan stress og uro konstant påvirker min krop. Og den måde den ser ud på. For jeg kan tydeligt se. Hvordan manglende søvn. En lidt skæv kostfordeling har sat sine spor på min krop. Efter et halvt år i konstant alarmberedskab. En periode der ikke er slut endnu.
Det lyder sikkert mærkeligt. Hvis ikke du har prøvet den her kamp med din krop. Men jeg tror på at de fleste kan genkende et eller andet element. Af kamp mod kroppen. De der kilo der driller. Som påvirker selvværdet. Og som i mit tilfælde bare fylder rundt om maven. Jeg har altid synes det var så pinligt. At maden satte sig lige der. Fordi æbleformen er den mest usunde. Siger de kloge. Og alligevel har jeg ikke kunne tage handling på det. Fordi kampen med kroppen handlede om noget andet.
For mig var kampen mere selve kroppens eksistens. Og dens konstante behov for søvn. Næring. Endda af den rigtige slags. Som har været mega forstyrrende i en ellers rigeligt krævende proces. Derudover skal kroppen også fordøje. Mad. Indtryk. Alt hvad den bliver fodret med i løbet af dagen. Skal igennem kroppens maskineri. Og det er da bare møj irriterende altid at skulle på toilettet på de mest ubekvemme tidspunkter. Det må der da være andre end mig. Der har prøvet.
Så jeg har talt grimt til min krop. Både til dens konstante behov for mad og søvn. Og til min store mave. Min dobbelthage. Til mit bækken. Som jeg har bøvlet med de sidste 9 måneder. Siden et fald. Nu er det slut.
Jeg kan ikke længere bekæmpe min krop. At den eksisterer. At den er en del af mig. Med stor mave. Dobbelthage. Og det hele. For helt ærligt. Så har den krop kun forsøgt at hjælpe mig. Ved at vække mig. Gennem sygdom og symptomer. Så jeg kunne finde en anden vej. Tilbage til kroppen. Til at slutte fred med den. Og til at kunne leve livet. Endnu mere.
Så selv om jeg var i tvivl om hvad et enkelt foredrag kan rykke i mig. Må jeg tage hatten af for Kirk. Hun fik sat gang i tankerne. Der har kørt on/off lige siden. Nogle gange skal resultaterne ikke måles lige efter. For tit så skal frøet såes. Det skal vandes. Måske gødes lidt. Og først til sidst. Her måneder efter. Har jeg været klar til at høste frugten. Plukke blomsten om du vil.
Jeg har godt hørt. Jeg skulle have en lektion omkring kropsaccept. At det var min største kamp overhovedet. Nemlig at have en krop. Det er faktisk først nu. Jeg sådan for alvor fatter dybden i at acceptere min krop. Helt som den er. Med alt hvad den er. Af livslæring. Størrelse og form.
Så kære krop. Jeg elsker dig. Fordi du bær mig. Dagen lang. Gennem op og nedture. Gennem tykt og tyndt. Fordi du så fint fortæller mig. Når jeg bliver ledt på afveje. Du hjælper mig altid tilbage på sporet. Så jeg finder vej hjem til mig selv. Så tak fordi du er min bedste ven.
Og skulle du kende bare lidt til kampen mod kroppen. Og trænger du som jeg til at slutte fred med kroppen. Så lad Kirk inspirere dig en enkelt aften. Jeg har i hvert fald haft glæde af tankerne i flere måneder bagefter.
I kærlighed
Bente Rosaline

Efterlad en kommentar