At tillade nydelse

14799758_10154679021713188_1525744070_oKender du den fornemmelse af at nyde før du yder? Eller bare at rive en dag ud af kalenderen til absolut ingenting? Fordi din krop fortæller dig at den trænger til en pause. Tager du dig tiden til at lave et nærende måltid mad til dig selv. Selv om du er alene? Eller måske starter du din arbejdsdag med at fylde energig på din egen tank, før du deler ud til de andre?

Helt ærligt har jeg altid haft det svært med nydelse. Jeg har været udfordret af den. Ikke brudt mig om den. Fordi den fortalte en historie om at jeg var doven. Jeg ikke rigtigt lavede noget. Og hvem var jeg mon, hvis ikke jeg havde en funktion? Så selv om jeg vidste det var meningen at jeg skulle nyde livet. Og leve det. Sådan rigtigt. Så kunne jeg alligevel ikke rigtig tillade mig selv det. Tillade mig at nyde livet.

Det lyder åndsvagt på skrift. Men sådan har talen lydt inde i mit hoved i årtier. Vel stort set siden jeg blev født. Først var jeg datter med en funktion, så var jeg søster. Så var jeg hende den dygtige i skolen, de andre kunne låne noter af. Hende der hjalp med at forstå, og bestå. Hende der bandt enderne sammen i enhver opgave, så det lige blev præsenteret lidt bedre. Jeg blev hende der sørgede for at de andre trives. Og da jeg begyndte at arbejde blev jeg ret hurtigt mellemleder. Fordi jeg var sindsygt god til at få andre til at præstere, når de havde det godt. Og de blev set. Jeg blev hende der sørgede for at andre kunne nyde. Uden selv at tillade mig selv den mindste smule nydelse samtidig. For livet var blevet en alvorlig sag. Hvor jeg måtte tage en lille bid af det der skulle fikses hver eneste dag. Uden pauser. Uden hvile.

For blot 2 år siden lærte jeg at holde ferie uden at skulle præstere. For første gang skulle jeg ikke bestige et bjerg, rafte ned af stejle floder, eller gå bestemte distancer for at holde fri. For første gang tillod jeg mig selv bare at være. Trække vejret. Lave ingenting. Når jeg holdt ferie.

Siden er jeg startet som selvstændig. Og de fleste har sikkert hørt historier om hvordan man hurtigt kan ende med at knokle sig selv træt. For at skaffe penge på bordet. Og jeg har da også prøvet at undervise en vis legemesdel ud af mine yogapants. Men det virkede ikke. For mig i hvert fald. Min undervisning blev uinspireret. Jeg glemte hvem jeg havde lavet hvad med tidligere på ugen.

Lige siden har jeg forsøgt at knække koden til at arbejde uden at slide mig selv op. Fordi jeg stadig indvendigt er blevet jagtet af den sætning jeg voksede op med. Du skal yde før du kan nyde. Og det har jeg taget meget bogstaveligt. Indtil nu.

14786921_10154679013558188_922151266_oFornyligt blev jeg gjort opmærksom på mit gamle mønster med at løbe min vej, når tingene blev for svære for mig at håndtere. Når jeg havde ydet i alt for lang tid. Og mine batterier var tomme. Og nogen så krævede noget af mig. Så gik alting i sort inden i. Så var det nemmeste at råbe skjul. Og stikke hovedet i busken. Så at sige. Når jeg ikke lige havde kræfterne til at sige nej. Ikke lige nu. Eller. Kan du vente lidt? Til jeg lige har nået at samle kræfter igen.

Så i dag har jeg taget en beslutning. Hjulpet godt på vej af en kær veninde. At jeg nyder før jeg yder. Helt bogstaveligt. Jeg trækker et par arbejdsdage ud om ugen til at nyde. Og lave det jeg har lyst til. Og så presser jeg det igennem der skal laves de andre dage. Et par dage om ugen KUN til det der nærer mig lige nu.

14795828_10154679012648188_474293752_oSå i dag startede jeg min arbejdsdag med at gå en lang tur. Nyde solens stråler i efterårsvejret. Trække vejret. Sætte mig på en bænk og se på mennesker der går forbi. Hente en kop kaffe hos den lokale kaffepusher, der har “All you need is love” stående i vinduet. Lytte til hjertekvinder og tale om alignment i livet. Hvornår jeg egentlig er klar på at lukke nydelsen ind i livet. Og helt ærligt. Jeg har aldrig været mere klar til nydelse end jeg er i dag.

I kærlighed

Bente Rosaline

 

Efterlad en kommentar