Grænser

Hele denne uge har det her tema dukket op. I meget forskellige sammenhænge. Med samme kerne af. At gøre mig opmærksom på. Hvor mine grænser er. Og hvor de bliver overtrådt. Tidligere har det samme sket. Uden tvivl. Det der er tydeligt nu er. At jeg mærker grænsen. Begynder at markere den. Kommunikere den. Og sige fra. Ganske vist med lidt støtte og hjælp her i begyndelsen. For med så meget andet er al begyndelse svær. Hver gang jeg prøver det. Bliver det heldigvis nemmere.
Måske er det her rester af den gamle version af mig. Den version der taber de sidste blade. Lige her på kanten mellem efterår og vinter. Det handler nemlig om alt det. Der ikke skal med mig videre. Det jeg ikke længere gider at finde mig i. Ud af respekt og kærlighed. Til mig selv.
Hver gang grænser overtrædes. Skal jeg lige tilbage. Ind og mærke min kerne. Fordi jeg ofte bliver så paf over. Overhovedet at blive mødt med grænseoverskridende adfærd. At jeg ikke lige har et svar parat. Her fra kernen rejser der sig en vrede og frustration. Som er så givtig for grænsesætning. Når ellers den kommunikeres ud. Fra et kærligt sted. I mig.
Der hvor vi har en tendens til at pakke vreden ind. I slet skjulte vendinger. Ophobes den. Sætter den sig fast i kroppen. Til vi når en terskel. Og det hele eksploderer ud. I raseri. Fordi grænserne ikke blev markeret i tide. Og så er vreden ikke længere en kærlig reminder om grænser. Men i stedet en reminder. Om grænser der blev overtrådt for længe.
Det her med grænser. Har været et kæmpe tema for mig. Hvad vil jeg egentlig byde mig selv. Hvem vil jeg egentlig arbejde sammen med. Hvad er jeg egentlig værd. Pointen i alt det her er. At det alt sammen starter i mig. Med en fornemmelse af mit eget værd. Med en fornemmelse for hvem jeg er. Og hvem jeg ikke længere er. Hvor grænsen går. For hvad jeg ønsker. Og ikke længere ønsker.
Hver eneste gang jeg har haft modet. Til at stå op for mig selv. Og det jeg tror på. Bliver jeg honoreret med noget. Som er bedre end det. Mit gamle jeg kunne forestille sig. Det er ikke jeg altid kender udfaldet. Den her uge. Er i hvert fald forløbet meget anderledes. End det jeg lige umiddelbart havde set komme.
Selv om jeg både har været paf. Mundlam. Vred. Gal. Og forundret. Har jeg samtidig været kærlig. Omsorgsfuld. Omfavnende. Over for mig selv. Og det jeg mærker. Lige her. Starter det med. At jeg mærker mine grænser. Står op for dem. Kommunikerer dem ud. Og ikke længere finder mig i en masse bullshit. Fra dem der kommer ind i mit space. Hertil og ikke længere. Sådan er det. At have en livslektion omkring grænsesætning. Den bliver ved med at komme i nye indpakninger. Indtil jeg har lært det. Og i denne her uge. Landede den i et nyt niveau. Og hold op hvor føles det godt. Og kærligt. At stå op for mig selv. På nye måder. Trække en streg i sandet. Og stå fast.
I kærlighed
Bente Rosaline

Efterlad en kommentar