Hvem er jeg uden…

Det er en leg der kan være sjov nok som en slags tankespil. Som er lidt mindre sjov. Lidt mere alvorlig. Når den udspiller sig i virkeligheden. Eller rettere. Det er i hvert fald sådan det opleves i mit liv. Som har været en lang omgang. Hvem er jeg uden. Igennem længere tid.
For et par år siden tog jeg første runde af virkeligheds-legen. Hvem er jeg uden mit job. Hvem er jeg uden min titel som farmaceut. Det var mega skræmmende i starten. At vinke farvel til 15 års anciennitet. At vinke farvel til billedet af den unge apoteker in spe. At vinke farvel til fast indkomst. Når man som jeg hørte til i en af de højest lønnede akademikergrupper. Og havde været mellemleder i 5 år.
Så hvem var jeg uden job, titel og ansatte. Jo jeg var stadig hende der naturligt servicerer andre. Og fejede vejen med kærlighed. Som Katrine Heller ville sige. Hvis du som jeg var. Er nysgerrig på håndanalysen. Hvad den kan. Så hook op med Katrine. Hun er mega dygtig. Også til at forklare hvad det betyder at være i skolerne for service og kærlighed. Hun har for øvrigt også taget billedet her. Så jeg er kæmpe fan af hendes arbejde. Enhver der kan få mig til at stråle. Har en kæmpe plads i mit hjerte.
Uden fast job og titel var jeg stadig hende. Der elskede at undervise. Fordi det er den rolle. Jeg mest naturligt har påtaget mig i mit liv. Jeg var nu hende yin yoga læreren. Der levede som freelance underviser. På en indtægt under dagpengesatsen. Og har gjort det i årevis. Jeg gjorde det. Fordi jeg tror på den praksis. Der har bragt mig tilbage til livet. Med en krop der nu er mere levende end død. For den var godt på vej ud over kanten i mit gamle liv.
Yoga betyder at forene og forbinde. Yogaen som praksis består 8 lemmer. Et af de lemmer er yama’s. Lidt svarende til en slags moralsk guideline. Aparigraha er en af de guidelines. Praksissen med ikke at være afhængig. Af indkomst. Af ejendele. Af mennesker. Men at kunne leve fra et sted. Hvor du har det du behøver. Ikke mere. Ikke mindre. Hvor du giver slip på de ting. Den energi der ikke længere tjener dig.  Det er en praksis af at give slip. Og det er sådan jeg ser virkeligheds-legen. Hvem er jeg uden…
Efter jeg solgte lejligheden skulle jeg finde ud af hvem jeg var uden min bolig. Jeg var hende der boede til leje. På uofficielle kontrakter. Og det trivedes jeg slet ikke med. Fornemmelsen af at nogle kan tage en beslutning. Som ændrer vilkårene for det sted jeg bor. For mit ståsted. Føles som den største indgriben i min frihed. Så jeg er hende der må eje min bolig. Derfor købte jeg et hus. Tæt ved stranden. Fordi jeg i årevis har drømt om vand og natur i nærheden. Og så var det næste runde af virkeligheds-legen udspillede sig i. Hvem er jeg uden.
Jeg nævnte tidligere skolerne for service og kærlighed. Det er den måde jeg er i verden på. Jeg servicerer. Og spreder kærlighed. Heldigvis er jeg nu langt bedre til kun at gøre det. Når det også er godt for mig. Jeg har nemlig også en ekstra skole. Skolen for fred. Det betyder groft sagt. At jeg muligvis ser rolig ud på overfladen. Men inden i er der ofte kaos. Og bunkevis af tanker om der nu er nok. Ro nok. Fred nok. Mad nok. Penge nok. Kærlighed nok. Fundament nok.
En naturlig følge af de tanker. Er min største frygt. At miste så der ikke ER nok. Miste fodfæstet. Miste min indtægt. Miste min bolig. Miste mine relationer. Miste alt det der normalt gør. Jeg føler mig tryg i verden. Her i løbet af efteråret. Er min største frygt. Blevet til virkelighed. Skridt for skridt. Faldt min verden som jeg kendte den fra hinanden.
Da jeg købte mit nye hus eksploderede komfuret den første dag. Hvorefter bunker af ulovlig el bogstaveligt talt faldt ud af køkkenskabene. Så der var ikke så meget andet at gøre. End at starte et større ombygningsprojekt. Med udskiftning af al el. Nyt køkken. Ugen efter stod varmepumpen af. Og så var det også en ny af dem. Den virkede bare ikke. Så nu var der ikke varme i huset. Ikke noget køkken at lave mad i. Ikke varme og mad nok.
Undervejs forsvandt pengene. Til først den ene håndværker. Så den anden. Så til alle de reperationer jeg selv har stået for. Og pludselig stod jeg med bund i alle kassekreditter. Og 22 kr til 3 uger. Ikke penge nok.
Så gik tilladelsen til at bo fast i huset i fisk. Lige som samtlige sager fra forsikringerne gik mig imod. Og når jeg prøvede at sætte en workshop op. For at tjene lidt penge. Ja så kom der ingen tilmeldinger. Og jeg stod tilbage med endnu en udgift i form af husleje. Hver eneste gang jeg forsøgte at handle mig ud af min situation. Var det som om jeg blev suget dybere. Og dybere ned mod det der føles som afgrunden. Ikke fundament nok.
Mine tætte relationer har alle været udfordret af egne processer. Og for en der har tid sammen som det primære kærlighedssprog. Føles det som der heller ikke er kærlighed nok. Alene fordi der ikke rigtig er tid til. Vi kan være sammen.
Så her stod jeg. Alene. Uden penge at købe mad for. Uden varme i huset. Uden lovligt tag over hovedet. Og det tag der var. Var der hul i. Så det regnede ind over en stikkontakt. Med risiko for yderligere elektriske eksplotioner. Og nu med en virksomhed der ikke løb rundt. Der var bare ikke nok af noget. Overhovedet.
På alle tænkelige måder. Faldt min verden sammen om ørene på mig. Jeg måtte vinke farvel til livet som jeg kendte det. Det her er træning i at give slip på alt hvad der ikke længere tjener mig. Bare i stor skala. En lille død blev det kaldt. Da jeg sad der allerdybest nede. På bunden. Og ikke kunne se vejen ud. Jeg kunne ikke regne ud. Hvordan jeg skulle komme ud. Og op.
Midt i håbløsheden. Mismodet. Og afmagten af ikke at kunne gøre noget. For at gøre mig selv tryg. Kom jeg i tanke om overgivelsen. Overgivelsen til universet. Livets omstændigheder. Fordi det var det eneste der virkede. Da jeg for år tilbage. Var ved at drukne i en smeltevandsflod i Nepal. At slippe tanken om at kunne gøre noget overhovedet. Og bare have tillid til. At livet vil mig det godt. Trods alt.
Lige der. Fandt jeg ud af. Hvem jeg er uden ejendele. Penge. Kærlighed fra andre. Andet end fra mig selv. Der er nemlig et sted i mig (og dig). Der bare ved at jeg er okay. På trods af omstændighederne. Det sted der ved. At jeg er værdifuld som menneske. På trods af jeg ikke kan købe min egen mad. Det sted der ved. At jeg faktisk ikke skal noget som helst i livet. Andet end at nyde det. Og være glad. Det sted i mig. Hvor der bare er fred. Og ro. På trods af der nok af noget som helst. Hvilken frihed der er i det. Her på den anden side.
Det kan godt være min fysiske verden var væk. Det fundament jeg normalt stod på. Var væk. Pist. Borte. Intet var kendt. Vejen ud var ikke synlig. Men ingen. Og jeg mener INGEN. Kan tage mig væk fra mig selv. Lige her på bunden fandt jeg min styrke. Mit fundament. Min egen power. Den som ingen anden end jeg ejer. Det sted som ingen kan røre. Med mindre jeg tillader det.
Og der er så megen frihed i at kende sig selv. Det hvor jeg ved. Jeg kan stå. Stærkt i mig selv. Og kernen af det jeg er. Selv i modgang. I stormen. Når fodfæstet er væk. Økonomien sejler. Og lyset for enden af tunnelen ikke er til at få øje på.
Jeg indrømmer det ikke har været kønt hele vejen. Jeg er jævnligt blevet ramt af panik. På vejen ned mod bunden. Der hvor jeg godt kunne mærke. Jeg var i frit fald. Uden at jeg havde noget at gribe fast i. Noget. Eller nogen der kunne hjælpe mig. Så i ren desperation har jeg da forsøgt. At låne andres ben at stå på. Fordi mine egne tydeligvis ikke kunne bære.
Der er bare det. At ingen andre end jeg. Kan bære mine ben. Eller lade mine fødder finde fodfæstet. Selv i frit fald må jeg have tillid til at benene bærer mig. Når jeg rammer bunden. At fødderne helt selv ved. Hvordan de får skabt et fundament. Som jeg kan rejse mig selv ved. Igen.
Det ved jeg nu. At de gør. Praksissen af aparigraha er taget til nye højder. For egentlig er der jo ikke grænser for. Hvad jeg kan skabe. Når jeg kender min egen styrke. Alle de ting der ikke tjener mig er væk. Ude af mit liv. Nu ved jeg. Hvor megen modgang jeg kan tage. Og stadig være i stand til at rejse mig op. Med oprejst pande. Et smil på læben. Fordi livet stadig vil leves. Fordi livet stadig er værd at leve. Fordi det er tid til nydelse. Glæde. Og masser af alt det der ikke var nok af før.
Måske lander det ikke lige nu. Men det gør det på et tidspunkt. Det kan godt være. At jeg har taget en nedtur. Hvor jeg mistede alt. I den målestok vi normalt måler os selv med. I status. Økonomi. Relationer. Ejendele. Men jeg har stadig mig selv. Og nu i en meget stærkere udgave. En ny. Genfødt version af mig. En version der har meget bedre fat i. Hvad der fungerer. Og ikke fungerer for mig. Der ikke vil lade mig kaste rundt længere. For at behage andre.
Så der. På bunden. Hvor min fysiske verden faldt sammen. Fandt jeg ud af. Hvem jeg er uden alting. Jeg er mig selv. Og den gave. Er der ingen der kan tage fra mig.
I kærlighed
Bente Rosaline

Efterlad en kommentar