Når gamle skader slipper

Jeg har lige prøvet det. Det her med når gamle skader og blokkeringer slipper i kroppen. For mig var det en gammel skade i mit rodchakra. I mit energetiske fundament. Og selv om det er en skade der nok har været der hele mit voksne liv, og mens jeg var barn. Ja så dukkede den op i min bevidsthed. Da jeg faldt og slog halebenet i januar, mens jeg rejste rundt på Bali. Uden bolig og noget fundament herhjemme. Tilfældigt? Jeg tror det ikke.
Jeg tror inderligt på den dybe sammenhæng mellem krop, sind og ånd. At alt hvad vi tænker, føler og oplever sidder i kroppens celler. Som en slags hukommelse uden for hjernen. Og dermed kan de fysiske skader ofte føres tilbage til følelser der blev undertrykt. Eller i hvert fald ikke fik et udtryk. Måske fordi jeg ikke vidste hvordan. Måske fordi jeg tidligt mærkede. Hvordan det ikke var påskønnet at give udtryk for ‘for meget’. Så jeg lærte langsomt at lukke ned for den del af mig selv. Og det sidder – og har siddet som blokkeringer og spændinger i kroppen.
Så det at en gammel skade slipper. Er på samme måde et udtryk for at kroppen nu er tryg ved at udtrykke det der er inden i. I hvert fald lige den følelse af panikangst, der sad fast i mit bækken. I min rod. Og det er altid et godt tegn. At kroppen er i stand til at slippe. Rydde op. Og rydde ud. I alt det den gemmer på. Så jeg synes faktisk den er ret sej min krop. Fordi den kan slippe de gamle historier. Som ikke længere tjener mig.
At det så har været ren bøvl i praksis her bagefter. Ja det er også en del af slippet. Og en del af det, der er ved at bygge op på et nyt fundament. Jeg har sandsynligvis rent rundt med den her spænding i kroppen i godt 40 år. Det betyder i praksis min krop ganske enkelt ikke har prøvet at gå og bevæge sig sådan for alvor, uden den her blokkering. Så der er et meget veludviklet kompenseringsmønster, som har hjulpet min krop med at bevæge sig bedste mulig, med det der var tilstede. Til gengæld aner muskler, ledebånd og sener ikke hvordan de skal finde hinanden i de almindelige bevægelser. Nu hvor blokkeringer er væk. Musklerne skal til at tale sammen på nye måder. Finde nye veje at arbejde sammen på. Så jeg har oplevet at gå i stå. Halvvejs i bevægelsen. Simpelthen fordi der ikke er nogen kommandovej endnu. Det skal først opbygges. Så jeg var slået hjem i ludo. Blev nødt til at gå nogle lange ture, for at lade bækkenet falde på plads. Og lade fødderne finde fundamentet og jordforbindelsen. Og musklerne genfinde hinanden. Stille og roligt lykkedes det. Og min ryg finder sin nye holdning.
Alligevel er jeg dybt taknemmelig for min krops evne til at slippe det gamle. Skifte ham på den måde. Og bygge et nyt mere stabilt fundament op. Uden skader. Og uden rod i roden. Det er godt både for mig og min krop.
Lidt finurligt er det. At slippet i den her skade jeg har arbejdet mig ind i de sidste 7 måneder. Kommer præcis samtidig med at der endelig kom strøm i mit køkken. Og jeg endelig kan se frem til at have en base der fungerer. Efter nogen tumult og byggerod siden jeg overtog mit hus i april.
Der er så fin en sammenhæng med det vi oplever i vores ydre og indre verden. Vi er bare ikke så vant til at anerkende disse sammenhænge. Og de gør sundhed og sygdom lidt mere komplicerede at tale om. End bare en enzymmangel, eller fejl i et organ. Vi begynder nemlig selv at have indflydelse på hvordan sygdom udtrykkes i vores krop. Og det betyder. At noget af det der i vesten betragtes som kronisk. Ikke er så kronisk alligevel. Hvis altså ellers du er vedholdende nok til at gøre arbejdet. Med at slippe de gamle skader.
I kærlighed
Bente Rosaline

Efterlad en kommentar