Når yin yoga giver mening

Jeg elsker at læse om andres oplevelser med yin yoga. Om hvordan det giver mening i deres liv. Jeg elsker at det for mig skaber en forbindelse til min krop. Som jeg ellers har haft mere end almindelig svært ved at få hul igennem til. Efter et langt liv med konkurrencesvømning. Stress. Og konstante præstationer. Privat og på arbejde.
Det der yin yoga. Lå altså ikke lige for. For en knokler som mig. Jeg var vant til at yde. FØR jeg kunne nyde. Og for lige at være sikker på. At jeg havde gjort det godt nok. Ja så gav jeg den altid lige en ekstra tand. Fejede vejen med kærlighed og masser af service. Så ingen kunne være i tvivl. Om at jeg havde gjort mit allerbedste. ALTID.
Og det blev jeg noget så træt af. Syg af. Endda så syg at jeg cirkulerede rundt mellem speciallæger. Der ikke helt kunne finde årsagen til at jeg blev syg konstant. Var ved at blive indlagt 4 gange om året. Hver gang jeg blev forkølet. Så på et tidspunkt fik jeg nok. Stoppede på mit arbejde. Og startede til yoga. Totalt tilfældigt. Men det gjorde et eller andet for mig. Som jeg i starten ikke helt kunne forklare. Snart kunne jeg trappe ned af min medicin. Og et halvt år efter var jeg medicinfri. Og har været det lige siden. Det er nu mere end 3 år siden.
For mig blev svaret yin yoga. Yin som i det komplimentære til yang. Yin. Som er det feminine. Væren. Hvilen. Given slip. Nydelsen. Det bløde. Det intuitive. Det samlende. Det indadvendte. Og modtagende. Alt det der stod i den største kontrast til alt det jeg kendte. Og det var mega provokerende i starten. At tillade mig selv det langsomme. Ikke at skulle præstere. At læne mig tilbage på måtten. Og bare trække vejret. Mens jeg sad i stillingerne.
Jamen herregud. Hvordan skulle det nogensinde hjælpe på noget som helst. Sagde min snusfornuftige farmaceuthjerne. Jeg kunne i min vildeste fantasi ikke fatte. At noget hjalp. Når det ikke var hårdt. Eller gjorde ondt. Jeg var så vant til at bevæge mig rundt i den maskuline verden. Med præstationer. Retning. Formål. Og rationelle handlinger. At jeg slet ikke kendte til den feminine verden. Før jeg altså kom i gang. Og bare mærkede. At det gjorde godt. Og det føles som at komme hjem. Uden at kunne forklare det med ord. Jeg havde enormt meget brug for at finde det her rum. Hvor jeg kunne give slip. Slappe af. Og bare være. Uden at skulle en hel masse med det.
Derfor bliver jeg så glad for at læse om dygtige Kirk Rønlers oplevelse med yin yogaen. Hvad den gør for hende. Og hvordan hun oplevede det her langsomme rum.  Kirk skriver  “Jeg har et stykke tid flirtet med yin yogaen og bliver mere og mere overbevist om hvor vild den er. Og hvor meget den i øvrigt komplimenterer det jeg ellers laver. It fucking keeps me sane. Yin yoga er langsomt. Meget langsomt. Der er ikke noget der går særlig hurtigt. Før i tiden ville jeg aldrig have sagt ja til yin. Men jeg tror rigtig meget på, at yin rent faktisk er noget du skal sige ja til. Før det kommer til at gøre en forskel for dig. Yin er så langsomt at der er tid. Tid til at mærke. Give efter i kroppen, hvis sindet giver lov.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Du kan læse mere om Kirk’s oplevelse på hendes blog.
Kirk var med på en af mine langsomme lørdage. En to timers workshop. Der kører hen over efteråret. Det var en ren fornøjelse. At have en skøn kvinde med på måtten. Der er vant til at arbejde med sin krop. Kender den. Og ikke er bange for at gå ind i det den rummer. Historien. Som vi hver især så fint bærer i vores bindevæv. Gennem de stagnationer og blokkeringer der er. Yin yogaen er designet til at slippe de stagnationer. Så du på den måde sætter dig selv og din krop fri. Af gamle historier. Som ikke længere tjener dig. Det kræver mod. Og lige præcis det er Kirk. Pisse modig. Dejlig. Og et fantastisk smukt eksempel på hvad der kan ske. Når du tager hele dig med på måtten.
Jeg vil elske, at guide dig ind til din egen kropshistorie. Lige her på måtten. Hvor yin yoga giver allermest mening.
I kærlighed ❤
Bente Rosaline

Efterlad en kommentar