Skru op

Er titlen på Avalon Khans foredrag. Som jeg var til i september måned. Det handler om at skrue op. For alt det der er mig. Og dig. Kernen af det vi alle er. Lys og kærlighed. I den version det nu kommer ud af os. På forskellig vis. Nogle er mega gode til at få andre til at skinne foran et kamera. Andre minder os om vores sande potentiale. Andre deler viden. Så vi alle bliver klogere. Det handler jo basalt set om. At gøre verden til et bedre sted at være. Med det bidrag vi hver især kan give.
Avalon sagde en sætning. Som jeg husker så tydeligt. Nogle gange skal vi skrue ned. For at kunne skrue op. Nogle gange bliver vi nødt til at få orden på vores fundament. Det vi står på. Fordi det endnu ikke kan holde til den opgave. Vi er her for at løse. Og en del af mig vidste bare. At den besked var til mig. Selv om det var det sidste jeg havde lyst til at høre. Hele kroppen strittede imod det budskab.
For på det tidspunkt havde jeg lige fået taget de mest skinnende billeder. Af den super dygtige fotograf Katrine Heller. Jeg havde aldrig hygget mig så meget foran et kamera. Været så tryg. Leget så meget på et par timer. Med vidner på. Selv om mit ego var pinligt bevidst. Om de ekstra kilo der var kommet på maven i årets løb. Som et resultat af mine rutiner omkring mad. Bare var røget fløjten. Midt i husovertagelse. Byggeprojekter. En økonomi der faldt helt fra hinanden.
Så tanken om at skrue ned. Mens jeg lige havde bestilt skru op. Huede mig mildest talt ikke. I hvert fald ikke mit ego. Der var noget fortørnet over. At skulle tage endnu en runde ned i mørket. Det dybe sted i mig. Der rummer bunker af panikangst. Sorg. Smerte. Følelsen af at dø. I mange forskellige versioner. Fordi det skulle slippes. Mens min fysiske krop slap en gammel skade i mit bækken.
Sammen med skaden i min fysiske krop. Kæmpede jeg stadig med skaden i mine fysiske omgivelser. Mit hus der bogstavelig talt manglede fundament under tilbygningen. Som derfor er blevet fyldt med skimmelsvamp. Hovedhuset der bare ikke kunne blive færdig. Indtil jeg fik skiftet lidt ud i håndværkerstaben. Min økonomi der faldt helt fra hinanden. På den der. Nu er der ingen penge til mad og benzin måden. Der hvor min hverdag kun hang sammen på andres nåde og hjælp.
Så tanken om at skrue mere ned. Var mega provokerende. For skruede jeg mere ned. Følte hele mit system. At min fysiske overlevelse var truet. Men altså.  Når jeg blev slået hjem i ludo stort set dagligt. Blev jeg i hvert fald så træt. Og udmattet. Til sidst. I forsøget på hele tiden at rejse mig. At jeg bare måtte blive liggende. Flade ud. Tage mig et par ‘Maude-dage’. Efter den klassiske Matador karakter. Som jeg ellers ikke har for vane at sammenligne mig med. Jeg måtte overgive mig. Stoppe al handling. Vente på at verden. Og livet igen spyttede mig ud. Til mere liv. Mere nydelse. Mere glæde. Og kærlighed.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde. Det ikke har været hårdt. Jeg ville lyve hvis jeg sagde. Jeg ikke har været ved at opgive. Lægge mig fladt ned på maven. Og håbe der kom en og reddede mig. Lige der fra suppedasen af mit eget liv. Men jeg ved også at rejsen ned i dybet skulle til. For at styrke mit eget fundament. Både det fysiske jeg bor i. Min fysiske krop. Og den tro jeg har fået på min egen styrke. Af at have mistet. Stadig kunne stå op. Med oprejst pande. Og et smil på læben. Med lysten til at leve livet. Endnu mere end før.
Det er nemlig først nu. Hvor der begynder at være styr på huset. De mange praktiske ting der halter. I mit liv som selvstændig. At min krop begynder at finde styrken tilbage. Der hvor jeg VED hvor meget den egentlig kan tage. Uden hverken at blive syg. Eller deprimeret. Som jeg før har været. Der hvor jeg ved. Jeg kan bære mig selv. Selv når livet byder på modgang. Stormvejr. Og godt med udfordringer. Der hvor jeg ved. At skaden. Og smerterne i mit bækken endelig er ved at slippe. Og energien vender tilbage.
Der begynder endelig at være et fysisk rum. Til at skrue op. Op for mig. Min energi. Den måde jeg fylder i verden på. Personligt glæder jeg mig sådan til at fejre det. Jeg kommer til at tage endnu en omgang skru op på torsdag. Er du heldig kan du nå at få en af de allersidste billetter her.
I mellemtiden fejrer jeg det ved at lancere en af de ting jeg også længe har haft lyst til at skrue op for. Nemlig mine kropsbehandlinger. Med fokus på sensitiv power. Den rene rå livskraft. Der flyder så fint i kroppen.  Når bare vi slipper stagnationer og blokkeringer. Den livskraft der hjælper os med at mærke og fornemme livets nuancer. Så vi giver styrke til vores intuition. Og grobund for et sundt fundament. Lige der hvor også du kan begynde at skrue op for dig selv.
I kærlighed
Bente Rosaline

Efterlad en kommentar